Sælgende Produktspecialist til kardiologisk område

13. maj 2026

Vil du være med til at opbygge et nyt forretningsområde i en dynamisk medico-virksomhed? Har du stærk faglig viden om kardiologi, og brænder du for at kombinere det med salg og forretningsudvikling? Har du et højt drive og vilje til at lykkes? Så kunne denne rolle være noget for dig.

Om Intramedic A/S

Intramedic A/S er en førende medico-virksomhed, der opererer i både Danmark og Sverige. De tilbyder avanceret udstyr og løsninger til hospitaler, speciallægeklinikker, universiteter, forskningsinstitutter samt klinikker og testcentre. Deres løsninger spænder bredt fra diagnostik af lungesygdomme til rehabilitering og idrætsmedicin.

Intramedic er kendt for deres høje faglighed, hurtige support og skræddersyede løsninger, der integrerer de nyeste IT-behov.

Virksomheden består af ca. 30 medarbejdere fordelt mellem Danmark og Sverige og arbejder tæt sammen på tværs af organisationen. Deres danske kontor er placeret i Nærum og huser 11 engagerede medarbejdere, med yderligere 4 kolleger baseret i Jylland.

Om jobbet

Intramedic har gennem mere end 35 år arbejdet med avanceret medico-udstyr inden for blandt andet lungemedicin, fysiologi og diagnostik. Kardiologi er et område, de ønsker at styrke yderligere i Danmark, og derfor søger de nu en kardiologisk produktspecialist med en tydelig kommerciel profil, der kan være med til aktivt at drive salg, udvikle markedet og skabe vækst i tæt samarbejde med landechefen og resten af organisationen.

Du får en central rolle med ansvar for at opsøge nye salgsmuligheder og sikre fremdrift i salgsaktiviteterne inden for kardiologisk diagnostik. Du bliver samtidig den faglige kontaktperson overfor kunderne og kommer til at arbejde tæt sammen med hospitaler, speciallægeklinikker og andre kliniske miljøer.

Stillingen kombinerer salg og faglighed, hvor din succes i høj grad afhænger af din evne til at opbygge relationer og skabe tillid gennem kvalificeret rådgivning og proaktiv dialog. Du trives med at arbejde målrettet med salgsprocesser – fra behovsafdækning og demonstration til opfølgning og afslutning af aftaler – og evner at omsætte din kliniske viden til konkrete løsninger for kunden.

Der er tale om en selvstændig rolle med stor frihed i hverdagen og et klart ansvar for at drive egne salgsaktiviteter, samtidig med at du indgår i et tæt samarbejde internt i en mindre organisation med korte beslutningsveje og en uformel kultur.

Stillingen kræver en stærk faglig ballast, og det forventes, at du har solid erfaring med kardiologiske produkter samt evner at kommunikere komplekse tekniske løsninger på en let forståelig måde – med fokus på den værdi, de skaber i klinisk praksis.

Stillingen dækker hele Danmark, og det er derfor ikke afgørende, hvor i landet du bor. Der må forventes rejseaktivitet i forbindelse med kundebesøg, møder og faglige arrangementer.

Dine arbejdsopgaver

Dine opgaver vil blandt andet være at:

  • Salg og udvikling af kardiologiområdet i hele Danmark
  • Gennemføre kundebesøg, præsentationer og undervisning
  • Identificere muligheder og behov i markedet
  • Rådgive og supportere kunder indenfor kardiologiske løsninger og produkter
  • Bidrage med faglig sparring omkring produkter og løsninger
  • Kontakt til leverandør
  • Deltage i relevante møder, kongresser og faglige aktiviteter
  • Samarbejde tæt med både kolleger og leverandører

Hvem søger Intramedic?

Der kan være flere indgange til stillingen, men det vigtigste er, at du kommer med en relevant klinisk baggrund og erfaring fra det kardiologiske område.

Det kan eksempelvis være, at du er sygeplejerske, bioanalytiker eller har anden relevant sundhedsfaglig baggrund med erfaring fra det kardiologiske område.

For at komme i betragtning til stillingen er det vigtigt, at du allerede har erfaring fra det kardiologiske område – enten fra hospital eller fra en kommerciel rolle indenfor kardiologi.

Derudover forventes det, at du:

  • Har rutine i hvile-EKG og arbejds-EKG
  • Har erfaring med Holter-MONITORERING og ambulant blodtryksmåling (ABPM)
  • Kan kommunikere fagligt og troværdigt med kardiologer, sygeplejersker og klinisk personale
  • Trives med selvstændigt ansvar og kan strukturere egen hverdag
  • Taler og skriver engelsk på et godt niveau
  • Har kørekort

Det er ikke afgørende, at du kommer fra medico-branchen eller arbejder i en kommerciel rolle i dag. Det vigtigste er din faglige forståelse, din troværdighed og din motivation for at arbejde tæt på kunder og kliniske miljøer.

Som person forventes du at tage ansvar, være initiativrig og have evnen til at drive processer selvstændigt.

Du skal være udadvendt, tillidsvækkende og god til at skabe relationer med både kunder og kolleger. Derudover skal du være samarbejdsvillig og trives i en mindre organisation, hvor man hjælper hinanden og arbejder tæt sammen.

Interesseret?

Hald HR Consulting står for denne rekruttering, så tag endelig fat i Rekrutteringspartner Gitte Hald på telefon + 45 3070 9032 eller Ken Riis Ingerslev på +45 2683 6521, hvis du har spørgsmål til stillingen.

Vi holder samtaler løbende og ansætter, når den rette kandidat er fundet. Vi opfordrer derfor til, at du uploader dit CV og evt. ansøgning hurtigst muligt.

Du kan læse mere om Intramedic her.