Business Unit Manager til B. Braun Medical – Aesculap-divisionen
29. oktober 2026
Vil du stå i spidsen for en stærk og veletableret forretning med gode vækstmuligheder inden for kirurgi? Har du solid kommerciel ledelseserfaring – gerne fra medicoindustrien – og motiveres du af at udvikle både mennesker og forretning? Så er dette måske en god mulighed for dig.


Hos B. Braun Medical søger vi en Business Unit Manager til Aesculap, hvor du får det samlede kommercielle og ledelsesmæssige ansvar for divisionen i Danmark og Island.
Stillingen bliver ledig, da den nuværende Business Unit Manager går på pension efter 14 år hos B. Braun. Du overtager en stærk og veletableret forretning med en solid markedsposition og gode vækstmuligheder.
Din opgave bliver at bygge videre på den stærke markedsposition og samtidig udfordre og udvikle forretningen frem mod 2030. Du skal sætte en tydelig kommerciel retning, skabe forandringer og udnytte vækstmulighederne inden for nye teknologier, produkter og markeder.
Aesculap er B. Brauns kirurgiske division med mere end 145 års erfaring og en bred portefølje af kirurgiske instrumenter, implantater, teknologier og løsninger til hospitaler.
Din rolle
Som Business Unit Manager får du det overordnede ansvar for Aesculaps forretning i Danmark og Island, herunder strategi, salg, budget, indtjening og personaleledelse.
Du får ledelsesansvaret for et team på otte erfarne medarbejdere med høj specialistviden, stærke kunderelationer og stor selvstændighed.
En central del af din opgave bliver at skabe fælles retning, styrke samarbejdet på tværs af produktområderne og udvikle medarbejdernes kommercielle kompetencer. Du skal kunne udfordre eksisterende arbejdsgange og skabe forandringer gennem involvering, tydelige forventninger og konsekvent opfølgning – med fokus på resultater, trivsel og motivation.
Samtidig skal du sikre fortsat vækst og indtjening gennem en målrettet indsats på både eksisterende og nye forretningsområder. Aesculap står blandt andet over for spændende muligheder inden for robotteknologi, digitale løsninger og nye kirurgiske teknologier.
Du refererer til Commercial Director Tina Linhus og får et tæt samarbejde med både den danske ledelse og kolleger i den nordiske og globale organisation.
Dine vigtigste opgaver bliver at:
- Have det samlede kommercielle ansvar for Aesculap i Danmark og Island, herunder budget, omsætning og indtjening (P&L).
- Lede og udvikle erfarne specialister, skabe fælles retning og drive forandringer med fokus på performance, samarbejde og medarbejderudvikling.
- Styrke den kommercielle forståelse og sikre systematisk opfølgning på salg, pipeline og performance.
- Identificere nye forretningsmuligheder og prioritere ressourcer på tværs af divisionens produktområder.
- Sikre fremdrift i produktlanceringer og introduktion af nye teknologier og løsninger.
- Have det overordnede ansvar for offentlige udbud og større kommercielle aftaler i samarbejde med Tender Management.
- Bidrage til den strategiske udvikling af Aesculap frem mod 2030 i tæt samarbejde med den internationale organisation.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er en erfaren kommerciel leder med en solid baggrund fra MedTech, medicoindustrien eller tilsvarende salg af tekniske løsninger til sundhedsvæsenet.
Du har dokumenterede resultater inden for både personaleledelse, forandringsledelse salg og forretningsudvikling og trives med at kombinere strategisk ansvar med en tæt involvering i medarbejdernes og forretningens udvikling.
Vi lægger især vægt på, at du:
- Har solid erfaring med kommerciel ledelse og personaleansvar.
- Har erfaring med budgetansvar, økonomisk styring og indtjening.
- Har dokumenterede resultater med salg, vækst og udvikling af forretningsområder.
- Har erfaring med forandringsledelse og kan udfordre eksisterende arbejdsgange og skabe opbakning til nye initiativer.
- Har erfaring med at lede- og udvikle medarbejdere eller specialister, sætte tydelige mål og følge op på resultater.
- Har god forståelse for hospitalsmarkedet og komplekse beslutnings- og salgsprocesser.
- Kan omsætte strategi til konkrete aktiviteter og kommercielle resultater.
- Trives med at arbejde selvstændigt og samarbejde på tværs af en international organisation.
- Kommunikerer sikkert på både dansk og engelsk.
Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med offentlige udbud, produktlanceringer eller salg af kirurgiske produkter og løsninger til hospitaler.
Din konkrete produktbaggrund er dog mindre afgørende end dine kommercielle og ledelsesmæssige kompetencer.
Som leder er du tydelig, tillidsskabende og udviklingsorienteret. Du har erfaring med at lede selvstændige og erfarne medarbejdere og formår at skabe resultater gennem involvering, klare forventninger og konsekvent opfølgning.
Du har modet til at udfordre eksisterende arbejdsgange og drive forandringer, samtidig med at du skaber følgeskab, trivsel og motivation. Du trives med at udvikle både mennesker og forretning og kan omsætte strategiske ambitioner til konkrete resultater.
Det tilbyder vi
Du får en central lederstilling i en international medico-koncern med stor indflydelse på den fremtidige udvikling af Aesculap. Du bliver en del af en organisation med høj faglighed, stærke produkter og en kultur, hvor videndeling og samarbejde er centrale værdier.
Du kan se frem til:
- En selvstændig lederrolle med stort kommercielt ansvar og indflydelse på divisionens udvikling.
- Et erfarent team med høj faglighed, stærke kunderelationer og gode resultater.
- Mulighed for at sætte dit eget præg på ledelse, samarbejde og den kommercielle udvikling.
- Spændende vækstmuligheder inden for nye teknologier, robotkirurgi og digitale løsninger.
- Et tæt samarbejde med den danske ledelse og internationale kolleger.
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling i en global koncern.
- En attraktiv lønpakke med bonusordning, pension, firmabil og sundhedsforsikring.
Arbejdsstedet er hos B. Braun Medical på Frederiksberg, og stillingen indebærer aktiviteter i Danmark og Island samt samarbejde med den internationale organisation.
Er du interesseret i denne stilling?
Hald HR Consulting står for rekrutteringen, så kontakt rekrutteringspartner Gitte Hald på +45 3070 9032, hvis du har spørgsmål til stillingen.
Vi holder samtaler løbende og ansætter, når den rette kandidat er fundet. Vi opfordrer derfor til, at du uploader dit motiverede CV hurtigst muligt via ”Søg stillingen”.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om B. Braun Medical
B. Braun er en tysk, familieejet medico-koncern med mere end 180 års historie og omkring 60.000 medarbejdere på verdensplan. Koncernen har hovedsæde i Melsungen, mens Aesculap, der er specialiseret inden for kirurgi, har hovedsæde i Tuttlingen i Tyskland.
B. Braun udvikler og leverer produkter, teknologier og løsninger til sundhedsvæsenet inden for blandt andet kirurgi, anæstesi, intensiv behandling og dialyse.
B. Braun Medical A/S har kontor på Frederiksberg og beskæftiger 38 medarbejdere i Danmark. Virksomheden arbejder ud fra filosofien Sharing Expertise, hvor videndeling, innovation og samarbejde er centrale værdier.
Læs mere her





